Backup

Fra Holstebro HTX Wiki
Skift til: navigering, søgning

Hvad er backup

Backup når man snakker om EDB er at man har en ekstra kopi af sine ting, gerne placeret på et andet fysisk sted.

Man kan lave backup på mange måder, med mere eller mindre avancerede programmer, men i princippet kan man blot kopiere de ting man vil have backup af til en anden fysisk position.

Hvorfor skal man tage backup

Backup skal man tage fordi der sker uheld - det kan være mange forskellige former for uheld.

  • Man kan komme til at slette noget ved et uheld.
  • Der kan ske en teknisk fejl, så et drev (en harddisk eller lign. fejler).
  • Hele computeren man arbejder på kan komme til skade (brænde sammen eller blive tabt).
  • Man kan få stjålet sin computer.

Uanset hvad der sker, så er en backup af de ting man arbejder med (og alt hvad man har lavet på HTX) en rigtig god ting at have, så man kan arbejde videre fra det punkt hvor man var kommet til, da man lavede backup.

Hvor tit skal man tage backup

Det er meget et spørgsmål om temperament, men med større interval end en måned er ikke klogt.

Tager man ofte backup, så bliver det både tidskrævende, og hvis man ikke har en automatik til det, så kan fil-mængden let blive ganske stor og uoverskuelig.

Generelt sagt, så skal man tage backup så tit, at man ikke mister for meget, hvis den maskine man arbejder på forsvinder.

Metoder til backup

Der findes programmer til backup. De har den fordel at de kan kigge ned og se hvilke filer der er æandret og tage backup af dem. Ulempen kan tit være at de placerer backup'en på samme maskine som originalfilerne, så hvis maskinen forsvinder, så er backupen også væk.

Simpel kopiering er en effektiv måde at tage backup af de dokumenter man selv laver og har styr på, og man kan så lægge dem forskellige steder hen, alt efter hvordan man arbejder.

Placering af backup

En backup skal placeres et andet sted end på den maskine hvor filerne oprindelig er lavet, og alt efter temperament, er der i dag rigtigt mange gode bud på det:

  • Tape-backup - skal lige nævnes af historisk interesse, den er ikke relevant i dag.
  • Ekstern harddisk - god til større datamængder, totalbackup, video osv.
  • USB-drev - let og praktisk, men også lidt sårbar.
  • Dropbox - et sted på nettet, hvor man kan gemme større eller mindre mængder filer. Dejligt simpelt, men kræver internetadgang.
  • Andre backup-faciliteter på internettet. Der er en del firmaer der udbyder backup-service, som en del af en større pakke, som f.x. virusbeskyttelse.
  • Netværksdrev - Specielt på Holstebro HTX har I jeres eget personlige X-drev, når I logger ind på skolens maskiner. Det har den fordel at det følger jer alle 3 år.

Ekstra backup af skolens drev

Hvis I bruger X-drevet til backup, så I gemmer jeres opgaver her, så tager skolen faktisk en ekstra backup af dette, hvis I skulle komme til at slette noget ved et uheld - det gælder faktisk både for X-drevet og T-drevet.

Den måde der laves backup på er, at der hver nat tages backup af ændringer der er sket, og hver weekend tages der total backup. Disse total backup gemmes hen over 180 dage, så inden for dette tidsrum vil I kunne få genskabt dokumenter der er forsvundet. Hvis I skal have mulighed for det, så tag kontakt til en underviser, der kan hjælpe jer igennem ved IT-afdelingen.

Backuppen er placeret ved en ekstern udbyder, så vi kan få genskabt data, selvom det er vores servere der bryder ned.

Faldgruber ved manuel backup

En af de ting man kan komme galt afsted med omkring backup er nogle af de centrale ting i ens maskine.

Mange af de centrale ting gemmes langt inde i systemets egne dokumentstrukturer, og det kan man til tider have svært ved at finde, men måske endnu værre at man slet ikke husker på, at man skal have taget backup af det. Ting der meget let kan smutte for en er:

  • word_skabeloner
  • mail, hvis man bruger f.x. outlook til at hente sin mail fysisk ned til sin maskine.
  • dokumenter oprettet i programmer, der vil have sin egen placering af dokumenterne (AutoCad, Inventor, MathCAD m.v.).
  • Genveje til hjemmesider